on my iphone #1

 

igang med træningen!

gryn bliver til grød : D

min nye bedste ven 

 

morgenmad

solnedgang på mit hemmelige sted

 

endnu en solnedgang

sokker fra bedstemor

mig og lil wayne

yndlings gumbas <3

det fine ur jeg fik i julegave

klar til shopping

 

dejlig salat med masser af dressing

tjah.. på vej til samtale

godt med gullash - gullash er godt

alene på mit hemmelige sted

yndlings lakrids <3

mad der er klar til fest! 

these boots are made for walking!

gæt en by

så er der hygge : D

krøller....

indkøb når vi ikke mangler noget

kokuskager 

på vej hjem - blev kun stoppet to gange med orderne "er det ikke lige koldt nok?!" haha

yndlings broccoli-salat <3

smart i en fart i pink!

ikke smart i en fart med hængerøv!

gang i mig!

fastelavnsbolle med masser af glasur :$

fødselsdags lagkage : D

BUM

flashback #1

Jeg husker stadig dagen som var det igår.. Den 4 Juni 2010.. Egentlig er det jo ved at være længe siden, men fredag den 4. Juni og dagene derefter sidder fast som dybe ar i min sjæl..

Til at starte med var vi ikke uvenner.. Det var min sidste 'hjemmeaften' inden flere aftenvagter i træk, så jeg gik ud fra at du ville tilbringe aftenen sammen med mig.. Det var vel egentlig også din hensigt - ja det går jeg da ud fra.. Men på en eller anden måde kulminerede det hele altså alligevel..

Efter aftensmaden ville du på værtshus med en kammerat og have en enkelt øl og selvfølgelig var det okay med mig.. Jeg blev hjemme, det ville jeg helst.. Du lovede at det bare var den ene øl, så det stolede jeg på.. Tiden gik og du kom ikke hjem - jeg tænker stadig over hvorfor, men svaret er temmelig irrelevant..

Kan huske at jeg skrev til dig.. Mange gange.. Du svarede som du plejede og sagde at det ikke varede længe før du kom.. Jeg husker hvordan jeg blev mere og mere sur og skuffet over din opførsel - jeg havde det ret svært i den periode.. I mit arrigskab tog jeg jakke på og gik hjemmefra - jeg gik og gik og gik.. Faktisk gik jeg i et par timer, uden overhovedet at høre fra dig.. Jeg græd på turen kan jeg huske og mine ben gjorde ondt af at gå så stærkt..

Indeni mig selv tog jeg beslutningen - nu skulle det være slut! Forholdet mellem os havde længe gået dårligt, jeg tænkte tit på hvad der mon ellers var derude i verden.. Et forhold gennem mere end 4 år er lang tid, tænkte jeg.. Du var min første kæreste, sådan for alvor.. Men nu var beslutningen taget, jeg ville ikke mere.. Det her var bare dråben der fik bægeret til at flyde over..

Jeg gik hjem igen.. Pakkede en taske, tog din bil og kørte op til mor.. Klokken var over 2 før du kom hjem og opdagede at jeg var væk.. Jeg husker hvordan jeg sad hos mor og egentlig var ret afklaret med situationen.. Du skrev ikke at jeg skulle komme hjem og du skrev ikke engang godnat..

Jeg kunne selvfølgelig ikke sove, så jeg lå hele natten og tænkte.. Tænkte over alle vores minder, alt vi havde været igennem sammen.. Vores venskab og alt du havde gjort for mig gennem tiden.. Dine forældre og mit tætte bånd til din mor.. Hele din familie som jeg ikke skulle se igen.. På dig.. Din duft jeg aldrig skulle dufte igen, din hånd jeg aldrig skulle holde igen.. Jeg var ked af det den nat, rigtig ked af det..

Jeg fik kun sovet meget lidt den nat - vågnede allerede klokken 7 lørdag morgen.. Jeg stod op og kørte med det samme hjem for at snakke med dig.. Jeg låste mig ind.. Dine sko og jakke var smidt i gangen.. Huset lignede det jeg forlod.. Du lå i sengen og sov - jeg gik op til dig..

Du lignede dig selv som du lå der og sov.. Samme dybe vejrtrækning, samme ansigtsudtryk.. Alligevel føltes noget anderledes.. Helt anderledes.. Jeg så din telefon lå i sengen.. Jeg undrede mig, for du havde jo ikke skrevet til mig overhovedet.. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede, da jeg tog din telefon op i min hånd.. Jeg listede ud af soveværelset, ned af trappen og ned i stuen.. Jeg holdt vejret da jeg åbnede dine sms'er og håbede inderligt at jeg ikke ville finde noget, som ikke burde være der.. Det gjorde jeg.. Det gjorde jeg i den grad!

Du havde sendt beskeder til en anden pige.. Ikke bare almindelige uskyldige beskeder, men beskeder som stadig er svære for mig at tænke tilbage på.. Jeg læste dem igen og igen.. Pigens navn kendte jeg.. Vi havde begge kendt hende gennem en kortere periode.. Allrede fra første gang jeg mødte hende, brød jeg mig ikke om hende.. Jeg ved ikke hvad det var, jeg kunne bare ikke lide hende.. Det kunne du åbenbart - måske vidste jeg det godt et eller andet sted, nu når jeg tænker efter..

I hvert fald havde du skrevet med hende det meste af natten.. Du skrev til hende at hun var dejlig.. At du savnede hende og at hun var din skat.. At du ville ønske at hun lå ved siden af dig i sengen.. Mit hjerte stod stille et kort øjeblik - for derefter at galopere så stærkt, at det føltes som om jeg ville sprænges.. Hun svarede på dine beskeder med, at hun også ville ønske hun lå ved siden af dig.. Jeg brændte indeni, det føltes som om hele mit inde stod i flammer! Jeg tror du skal være glad for at du lå i sengen og sov da jeg læste beskederne - jeg tror ikke jeg havde vist nogen nåde overhovedet, hvis du havde været indenfor rækkevide..

Jeg sprang op af trappen og skreg "HVAD FANDEN HAR DU GANG I?!" Du vågnede med et sæt og så forvirret på mig.. Jeg kylede din telefon gennem lokalet og din første reaktion står som printet på min nethinde.. Du blev sur.. Rigtig sur på mig - og råbte "Hvorfor har du kigget i min telefon? Hvorfor har du kigget i min telefon?" Jeg husker ikke hvad der skete efterfølgende.. Jeg husker kun at jeg var alt for vred til at græde.. Jeg råbte og skrev af dig i flere timer - og du kunne langt fra give mig de svar jeg ville have.. Selv den dag idag har jeg stadig mange spørgsmål tilbage..

I hvert fald havde du haft meget kontant til pigen gennem tre måneder.. Jeg ved stadig ikke om i så hinanden fysisk, du har aldrig villet indrømme det.. Den lørdag pakkede jeg de ting jeg havde mest brug for og jeg tror det var min mor der hentede mig.. Da jeg kom op til mor græd jeg.. Jeg græd og græd og græd.. Jeg stolede jo på dig.. Du var min bedste ven.. Jeg lå i sengen i flere dage og det piner mig stadig som bare pokker at tænke tilbage på de dage.. Det var nogle svære dage - for mest af alt havde jeg lyst til trøst.. Trøst fra en ven.. Og min bedste ven var jo dig.. Så vidt jeg husker så jeg dig slet ikke i dagene efter.. Mine forældre var der for mig mere end nogensinde og langsomt kom jeg dertil hvor jeg kunne leve igen..

Tiden derefter er stadig rigtig svær for mig at tænke tilbage på, derfor vil jeg ikke gå yderligere i detaljer om hvordan jeg kom videre fra dén weekend i Juni 2010.. Men svært var det, sværere end noget andet jeg nogensinde har oplevet!

Og nu sidder jeg så her - mere end 1½ år efter og tænker tilbage på dengang.. Jeg smiler ikke, det ville være synd at sige.. Smerten er blevet til ar, men de er dybe og jeg tror ikke længere at de forsvinder.. Du er stadig kæreste med hende.. Jeg håber hverken at I har det godt eller skidt sammen, jeg har bare affundet mig med at det er sådan det er.. Jeg vil ikke have dig tilbage som kæreste, aldrig i livet.. Du var min bedste ven gennem ti år og du var det eneste menneske jeg nogensinde har stolet på.. Nu har jeg lært en rigtig vigtig lektie i livet - takket være dig, min bedste ven.. Stol aldrig på nogen.. Aldrig!

første møde

Det er alt for lidt jeg får skrevet her på bloggen! Jeg tænker ved mig selv, at det måske ville kunne hjælpe mig i hverdagen, hvis jeg brugte mere tid på at skrive ned hvad jeg går rundt og tumler med. Nå,det må jeg lige ha fundet ud af.

I hvert fald har jeg nu (for noget tid siden faktisk) været til min første møde med afdelingslægen i distriktpsykiatrien. Egentlig en helt rar mand,men det var jo kun dejligt. Samtalen varer omkring 1½ time og han stiller mig 100 spørgsmål om alt mellem himmel og jord - han er ikke i tvivl om diagnose, dog tilføjer han 'impulsiv type', så jeg nu kan kalde mig emotionelt ustabilt personlighedsforstyrret af borderline OG impulsiv type. Gik faktisk derfra med en okay følelse, i hvert fald en følelse af at nu er jeg endelig nået så langt.

Aftalen var, da jeg gik ud af døren, at han ville henvise (åh suk) mig til et andet team i distriktpsykiatrien - altså dem med speciale i personlighedsforstyrrelser. Tilfreds med hans beslutningen er jeg selvfølgelig, men han kunne desvæææærre ikke lige sige noget om ventetiden dér.

so here it goes again; mere ventetid! :) godt jeg er så så utrooolig tålmodig og overhovedet ikke føler jeg bare ser til mens min ungdom langsomt forsvinder.. Øv - håber virkelig snart jeg hører noget!

hende

egentlig har vi kendt hinanden,siden jeg var 16 år gammel.. vi har læst sammen,faktisk i mere end 4 år.. déngang var jeg rigtig glad for hende - ikke fordi,det er jeg da sådan set også nu..

nåmen,jeg skulle besøge hende i mandags.. vi havde ikke set hinanden i mere end et år - så jeg tænkte egentlig at det nok ville blive underligt og akavet at ses.. det gjorde det ikke! vi snakkede faktisk uafbrudt fra jeg stod af toget og til jeg tog hjem igen - rigtig hyggelig dag. alligevel satte det en masse tanker i hovedet på mig..

altså hun har altid godt vidst jeg var min egen og at jeg var lidt speciel - og som hun selv sagde "du har jo egentlig altid været god til at snakke udenom". hun mente vel,at jeg aldrig havde eller har givet hende lov til at lære mig rigtigt at kende..
på en eller anden måde,blev dagen i mandags dagen hvor hun 'fik lov til' at spørge om alt. eller i hvert fald dagen,hvor hun for første gang fik lyst til at spørge. for hun har jo altid gerne måtte gøre det,hun har bare aldrig gjort det. hun stillede 100 spørgsmål og jeg svarede på det hele fordi jeg stoler på hende.

da vi havde snakket om mig og mit liv i lang tid,spurgte hun pludselig om jeg var ked af,at hun stillede så mange spørgsmål. jeg tænkte lidt. hvis jeg stoler på folk,svarer jeg gerne ærligt på alle deres spørgsmål - men det ville da være uundgåeligt at jeg ikke skammer mig og er flov over mine ærlige svar. selvfølgelig er jeg da det.
hun forsikrede mig om,at hun holder mindst ligeså meget af mig nu,som hun gjorde før. det var egentlig en ret god følelse,for jeg ku mærke at hun mente hvert et ord.

jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her,det er meget svært for mig for tiden at få det som er indeni mit hoved,ned på skrift..

men altså.. det passer mig egentlig fint,at folk ser på mig som værende lidt mystisk. og omvendt - har de lyst til at mane mystikken til jorden,så spørger de vel? hvis jeg så stoler på dem,kan jeg jo svare. nej det er noget underligt noget - men hvorfor skulle jeg åbne mig for folk,som ikke er interesserede i mig og som ikke vil mig det bedste? tænk, har lige mødtes med en veninde gennem snart 7 år - og hun har først lige mødt mit 'rigtige jeg'. utroligt,tankevækkende.. ja

tattoos

Tænkte at jeg lige ville lave et lille indlæg om mine to tatoveringer :)

'One life One chance' var min første tatovering som jeg fik lavet for snart 1½ år siden. Jeg havde været i fast forhold i mange år (næsten 5) og det gik galt,da han valgte at være mig utro.. Jeg fik det i perioden efter bruddet rigtig dårligt og ende i en depression.. Forinden havde i lang tid tænkt på,at jeg gerne ville have en tatovering - og lige med et, da det hele var allersværest, gik det op for mig,at tiden var inde.. 

Jeg var ikke meget i tvivl om teksten,da jeg selv mente at jeg (på den hårde måde) havde lært,at vi kun har ét liv,til at få det ud af det som vi gerne vil.. Så kan man snakke om tidligere liv,eller genfødsler - men jeg tror på,at vores pligt i det liv vi lever nu, er at gøre op med os selv hvad vi gerne vil have ud af det..

Efter bruddet med min eks-kæreste,gik det virkelig op for mig, at det er egne valg og beslutninger der ligger til grund for hvad vi oplever - eller går glip af.. 

Jeg lever efter,at jeg kun har det her ene liv og én chance til at få det bedste ud af det og derfor er jeg rigtig glad for min første tatovering,som sidder på mine ribben på højre side (AV!)

Min 2. tatovering fik jeg lavet for nu 6mdr siden og den sidder (som I kan se) henover min venstre skulder.. Det kan være lidt svært at se på billedet,men der står "Maybe I am like no other"..

Jeg er sådan indrettet,at jeg tænker rigtig meget over alting.. Derfor kan jeg vælge det korte eller det lange svar,når folk spørger hvorfor jeg fik denne tatovering lavet og når jeg nu skal prøve at forklare Jer det..

Det korte svar er vel,at jeg ikke er som alle andre - det er mest fordi jeg håber vi allesammen er vores egne og at ingen er fuldstændig ens..

Men allerede når jeg giver folk dette svar,starter en kæmpe debat i mit hoved! Er vi virkelig allesammen forskellige? Kæmper vi hver især vores kamp for at være vores egne, eller kæmper nogle af os endda for at være nøjagtig som gennemsnittet? Hvordan ville verden se ud, hvis vi alle i bund og grund var henholdsvis ens eller forskellige? Og er vores ligheder og/eller forskelligheder overhovedet så markante som de kunne ha været? Og jeg kunne blive ved med at stille spørgsmål!

Disse spørgsmål,vil jeg lade min inde debat om at drøfte - men i bund og grund fik jeg nok lavet denne tatovering, fordi jeg siden 12-års alderen aldrig selv har været i tvivl om at jeg er anderledes.. Nu har jeg i mere end 10 år kæmpet med følelsen af at være forkert, men med tatoveringen, føler jeg at jeg har afsluttet et kapitel i mit liv.. Jeg har givet mig selv lov til at være anderledes! Jeg ER ikke som andre og det synes jeg egentlig er noget af det der gør mig så pokkers charmerende ;)

bluebird

Charles Bukowski - Bluebird

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but I'm too tough for him..
I say 'stay in there!
im not going to let anybody see you.'

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but I pur whiskey on him
and inhale cigarette smoke..
and the whores and the bartenders
and the grocery clerks
never know that he's in there.

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but I'm too tough for him..
I say 'stay down,
do you want to mess me up?
you want to screw up the works?'

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but im too clever.
i only let him out at night sometimes,
when everybody's asleep.
I say 'I know that you're there,
so don't be sad.'
then I put him back,
but he's singing a little in there.
I haven't quite let him die,
and we sleep together like that
with our secret pact.
And it's nice enough to make a man weep.
but I don't weep..
do you?

"it's the only one you've got"

how do you know where you're going,

when you don't know where you've been?

you hide the shame that you're not showing

and you won't let anyone in..

a crowded street can be a quiet place,

when you're walking alone..

and now you think that you're the only

one who doesn't

have to try

and you won't have to fail..

if you're afraid to fly,

then i guess you never will !

you hide behind your walls

of maybe nevers,

forgetting that there's something more,

than just knowing better..

your mistakes do not define you now,

they tell you who you're not..

you've got to live this life you're given,

like it's the only one you've got !

memories have left you broken

and the scars have never healed..

the emptiness in you is growing,

but so little left to fill !

you're scared to look back on the days before,

you're too tired to move on..

and now you think that you're the only one who doesn't

have to try

and you won't have to fail..

if you're afraid to fly,

then i guess you never will !

you hide behind your walls

of maybe nevers,

forgetting that there's something more

than just knowing better..

your mistakes do not define you now,

they tell you who you're not..

you've got to live this life you're given,

like it's the only one you've got !

what would it take

to get you to say that i'll try?

and what would you say if

this was the last day of your life?

you hide behind your walls,

of maybe nevers..

forgetting that there's something more,

than just knowing better..

your mistakes do not define you now,

they tell you who you're not !

you've got to live this life you're given,

like it's the only one you've got !