egentlig har vi kendt hinanden,siden jeg var 16 år gammel.. vi har læst sammen,faktisk i mere end 4 år.. déngang var jeg rigtig glad for hende - ikke fordi,det er jeg da sådan set også nu..
nåmen,jeg skulle besøge hende i mandags.. vi havde ikke set hinanden i mere end et år - så jeg tænkte egentlig at det nok ville blive underligt og akavet at ses.. det gjorde det ikke! vi snakkede faktisk uafbrudt fra jeg stod af toget og til jeg tog hjem igen - rigtig hyggelig dag. alligevel satte det en masse tanker i hovedet på mig..
altså hun har altid godt vidst jeg var min egen og at jeg var lidt speciel - og som hun selv sagde "du har jo egentlig altid været god til at snakke udenom". hun mente vel,at jeg aldrig havde eller har givet hende lov til at lære mig rigtigt at kende..
på en eller anden måde,blev dagen i mandags dagen hvor hun 'fik lov til' at spørge om alt. eller i hvert fald dagen,hvor hun for første gang fik lyst til at spørge. for hun har jo altid gerne måtte gøre det,hun har bare aldrig gjort det. hun stillede 100 spørgsmål og jeg svarede på det hele fordi jeg stoler på hende.
da vi havde snakket om mig og mit liv i lang tid,spurgte hun pludselig om jeg var ked af,at hun stillede så mange spørgsmål. jeg tænkte lidt. hvis jeg stoler på folk,svarer jeg gerne ærligt på alle deres spørgsmål - men det ville da være uundgåeligt at jeg ikke skammer mig og er flov over mine ærlige svar. selvfølgelig er jeg da det.
hun forsikrede mig om,at hun holder mindst ligeså meget af mig nu,som hun gjorde før. det var egentlig en ret god følelse,for jeg ku mærke at hun mente hvert et ord.
jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her,det er meget svært for mig for tiden at få det som er indeni mit hoved,ned på skrift..
men altså.. det passer mig egentlig fint,at folk ser på mig som værende lidt mystisk. og omvendt - har de lyst til at mane mystikken til jorden,så spørger de vel? hvis jeg så stoler på dem,kan jeg jo svare. nej det er noget underligt noget - men hvorfor skulle jeg åbne mig for folk,som ikke er interesserede i mig og som ikke vil mig det bedste? tænk, har lige mødtes med en veninde gennem snart 7 år - og hun har først lige mødt mit 'rigtige jeg'. utroligt,tankevækkende.. ja
