Jeg husker stadig dagen som var det igår.. Den 4 Juni 2010.. Egentlig er det jo ved at være længe siden, men fredag den 4. Juni og dagene derefter sidder fast som dybe ar i min sjæl..
Til at starte med var vi ikke uvenner.. Det var min sidste 'hjemmeaften' inden flere aftenvagter i træk, så jeg gik ud fra at du ville tilbringe aftenen sammen med mig.. Det var vel egentlig også din hensigt - ja det går jeg da ud fra.. Men på en eller anden måde kulminerede det hele altså alligevel..
Efter aftensmaden ville du på værtshus med en kammerat og have en enkelt øl og selvfølgelig var det okay med mig.. Jeg blev hjemme, det ville jeg helst.. Du lovede at det bare var den ene øl, så det stolede jeg på.. Tiden gik og du kom ikke hjem - jeg tænker stadig over hvorfor, men svaret er temmelig irrelevant..
Kan huske at jeg skrev til dig.. Mange gange.. Du svarede som du plejede og sagde at det ikke varede længe før du kom.. Jeg husker hvordan jeg blev mere og mere sur og skuffet over din opførsel - jeg havde det ret svært i den periode.. I mit arrigskab tog jeg jakke på og gik hjemmefra - jeg gik og gik og gik.. Faktisk gik jeg i et par timer, uden overhovedet at høre fra dig.. Jeg græd på turen kan jeg huske og mine ben gjorde ondt af at gå så stærkt..
Indeni mig selv tog jeg beslutningen - nu skulle det være slut! Forholdet mellem os havde længe gået dårligt, jeg tænkte tit på hvad der mon ellers var derude i verden.. Et forhold gennem mere end 4 år er lang tid, tænkte jeg.. Du var min første kæreste, sådan for alvor.. Men nu var beslutningen taget, jeg ville ikke mere.. Det her var bare dråben der fik bægeret til at flyde over..
Jeg gik hjem igen.. Pakkede en taske, tog din bil og kørte op til mor.. Klokken var over 2 før du kom hjem og opdagede at jeg var væk.. Jeg husker hvordan jeg sad hos mor og egentlig var ret afklaret med situationen.. Du skrev ikke at jeg skulle komme hjem og du skrev ikke engang godnat..
Jeg kunne selvfølgelig ikke sove, så jeg lå hele natten og tænkte.. Tænkte over alle vores minder, alt vi havde været igennem sammen.. Vores venskab og alt du havde gjort for mig gennem tiden.. Dine forældre og mit tætte bånd til din mor.. Hele din familie som jeg ikke skulle se igen.. På dig.. Din duft jeg aldrig skulle dufte igen, din hånd jeg aldrig skulle holde igen.. Jeg var ked af det den nat, rigtig ked af det..
Jeg fik kun sovet meget lidt den nat - vågnede allerede klokken 7 lørdag morgen.. Jeg stod op og kørte med det samme hjem for at snakke med dig.. Jeg låste mig ind.. Dine sko og jakke var smidt i gangen.. Huset lignede det jeg forlod.. Du lå i sengen og sov - jeg gik op til dig..
Du lignede dig selv som du lå der og sov.. Samme dybe vejrtrækning, samme ansigtsudtryk.. Alligevel føltes noget anderledes.. Helt anderledes.. Jeg så din telefon lå i sengen.. Jeg undrede mig, for du havde jo ikke skrevet til mig overhovedet.. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede, da jeg tog din telefon op i min hånd.. Jeg listede ud af soveværelset, ned af trappen og ned i stuen.. Jeg holdt vejret da jeg åbnede dine sms'er og håbede inderligt at jeg ikke ville finde noget, som ikke burde være der.. Det gjorde jeg.. Det gjorde jeg i den grad!
Du havde sendt beskeder til en anden pige.. Ikke bare almindelige uskyldige beskeder, men beskeder som stadig er svære for mig at tænke tilbage på.. Jeg læste dem igen og igen.. Pigens navn kendte jeg.. Vi havde begge kendt hende gennem en kortere periode.. Allrede fra første gang jeg mødte hende, brød jeg mig ikke om hende.. Jeg ved ikke hvad det var, jeg kunne bare ikke lide hende.. Det kunne du åbenbart - måske vidste jeg det godt et eller andet sted, nu når jeg tænker efter..
I hvert fald havde du skrevet med hende det meste af natten.. Du skrev til hende at hun var dejlig.. At du savnede hende og at hun var din skat.. At du ville ønske at hun lå ved siden af dig i sengen.. Mit hjerte stod stille et kort øjeblik - for derefter at galopere så stærkt, at det føltes som om jeg ville sprænges.. Hun svarede på dine beskeder med, at hun også ville ønske hun lå ved siden af dig.. Jeg brændte indeni, det føltes som om hele mit inde stod i flammer! Jeg tror du skal være glad for at du lå i sengen og sov da jeg læste beskederne - jeg tror ikke jeg havde vist nogen nåde overhovedet, hvis du havde været indenfor rækkevide..
Jeg sprang op af trappen og skreg "HVAD FANDEN HAR DU GANG I?!" Du vågnede med et sæt og så forvirret på mig.. Jeg kylede din telefon gennem lokalet og din første reaktion står som printet på min nethinde.. Du blev sur.. Rigtig sur på mig - og råbte "Hvorfor har du kigget i min telefon? Hvorfor har du kigget i min telefon?" Jeg husker ikke hvad der skete efterfølgende.. Jeg husker kun at jeg var alt for vred til at græde.. Jeg råbte og skrev af dig i flere timer - og du kunne langt fra give mig de svar jeg ville have.. Selv den dag idag har jeg stadig mange spørgsmål tilbage..
I hvert fald havde du haft meget kontant til pigen gennem tre måneder.. Jeg ved stadig ikke om i så hinanden fysisk, du har aldrig villet indrømme det.. Den lørdag pakkede jeg de ting jeg havde mest brug for og jeg tror det var min mor der hentede mig.. Da jeg kom op til mor græd jeg.. Jeg græd og græd og græd.. Jeg stolede jo på dig.. Du var min bedste ven.. Jeg lå i sengen i flere dage og det piner mig stadig som bare pokker at tænke tilbage på de dage.. Det var nogle svære dage - for mest af alt havde jeg lyst til trøst.. Trøst fra en ven.. Og min bedste ven var jo dig.. Så vidt jeg husker så jeg dig slet ikke i dagene efter.. Mine forældre var der for mig mere end nogensinde og langsomt kom jeg dertil hvor jeg kunne leve igen..
Tiden derefter er stadig rigtig svær for mig at tænke tilbage på, derfor vil jeg ikke gå yderligere i detaljer om hvordan jeg kom videre fra dén weekend i Juni 2010.. Men svært var det, sværere end noget andet jeg nogensinde har oplevet!
Og nu sidder jeg så her - mere end 1½ år efter og tænker tilbage på dengang.. Jeg smiler ikke, det ville være synd at sige.. Smerten er blevet til ar, men de er dybe og jeg tror ikke længere at de forsvinder.. Du er stadig kæreste med hende.. Jeg håber hverken at I har det godt eller skidt sammen, jeg har bare affundet mig med at det er sådan det er.. Jeg vil ikke have dig tilbage som kæreste, aldrig i livet.. Du var min bedste ven gennem ti år og du var det eneste menneske jeg nogensinde har stolet på.. Nu har jeg lært en rigtig vigtig lektie i livet - takket være dig, min bedste ven.. Stol aldrig på nogen..
Aldrig!
