første møde

Det er alt for lidt jeg får skrevet her på bloggen! Jeg tænker ved mig selv, at det måske ville kunne hjælpe mig i hverdagen, hvis jeg brugte mere tid på at skrive ned hvad jeg går rundt og tumler med. Nå,det må jeg lige ha fundet ud af.

I hvert fald har jeg nu (for noget tid siden faktisk) været til min første møde med afdelingslægen i distriktpsykiatrien. Egentlig en helt rar mand,men det var jo kun dejligt. Samtalen varer omkring 1½ time og han stiller mig 100 spørgsmål om alt mellem himmel og jord - han er ikke i tvivl om diagnose, dog tilføjer han 'impulsiv type', så jeg nu kan kalde mig emotionelt ustabilt personlighedsforstyrret af borderline OG impulsiv type. Gik faktisk derfra med en okay følelse, i hvert fald en følelse af at nu er jeg endelig nået så langt.

Aftalen var, da jeg gik ud af døren, at han ville henvise (åh suk) mig til et andet team i distriktpsykiatrien - altså dem med speciale i personlighedsforstyrrelser. Tilfreds med hans beslutningen er jeg selvfølgelig, men han kunne desvæææærre ikke lige sige noget om ventetiden dér.

so here it goes again; mere ventetid! :) godt jeg er så så utrooolig tålmodig og overhovedet ikke føler jeg bare ser til mens min ungdom langsomt forsvinder.. Øv - håber virkelig snart jeg hører noget!

hende

egentlig har vi kendt hinanden,siden jeg var 16 år gammel.. vi har læst sammen,faktisk i mere end 4 år.. déngang var jeg rigtig glad for hende - ikke fordi,det er jeg da sådan set også nu..

nåmen,jeg skulle besøge hende i mandags.. vi havde ikke set hinanden i mere end et år - så jeg tænkte egentlig at det nok ville blive underligt og akavet at ses.. det gjorde det ikke! vi snakkede faktisk uafbrudt fra jeg stod af toget og til jeg tog hjem igen - rigtig hyggelig dag. alligevel satte det en masse tanker i hovedet på mig..

altså hun har altid godt vidst jeg var min egen og at jeg var lidt speciel - og som hun selv sagde "du har jo egentlig altid været god til at snakke udenom". hun mente vel,at jeg aldrig havde eller har givet hende lov til at lære mig rigtigt at kende..
på en eller anden måde,blev dagen i mandags dagen hvor hun 'fik lov til' at spørge om alt. eller i hvert fald dagen,hvor hun for første gang fik lyst til at spørge. for hun har jo altid gerne måtte gøre det,hun har bare aldrig gjort det. hun stillede 100 spørgsmål og jeg svarede på det hele fordi jeg stoler på hende.

da vi havde snakket om mig og mit liv i lang tid,spurgte hun pludselig om jeg var ked af,at hun stillede så mange spørgsmål. jeg tænkte lidt. hvis jeg stoler på folk,svarer jeg gerne ærligt på alle deres spørgsmål - men det ville da være uundgåeligt at jeg ikke skammer mig og er flov over mine ærlige svar. selvfølgelig er jeg da det.
hun forsikrede mig om,at hun holder mindst ligeså meget af mig nu,som hun gjorde før. det var egentlig en ret god følelse,for jeg ku mærke at hun mente hvert et ord.

jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her,det er meget svært for mig for tiden at få det som er indeni mit hoved,ned på skrift..

men altså.. det passer mig egentlig fint,at folk ser på mig som værende lidt mystisk. og omvendt - har de lyst til at mane mystikken til jorden,så spørger de vel? hvis jeg så stoler på dem,kan jeg jo svare. nej det er noget underligt noget - men hvorfor skulle jeg åbne mig for folk,som ikke er interesserede i mig og som ikke vil mig det bedste? tænk, har lige mødtes med en veninde gennem snart 7 år - og hun har først lige mødt mit 'rigtige jeg'. utroligt,tankevækkende.. ja

tattoos

Tænkte at jeg lige ville lave et lille indlæg om mine to tatoveringer :)

'One life One chance' var min første tatovering som jeg fik lavet for snart 1½ år siden. Jeg havde været i fast forhold i mange år (næsten 5) og det gik galt,da han valgte at være mig utro.. Jeg fik det i perioden efter bruddet rigtig dårligt og ende i en depression.. Forinden havde i lang tid tænkt på,at jeg gerne ville have en tatovering - og lige med et, da det hele var allersværest, gik det op for mig,at tiden var inde.. 

Jeg var ikke meget i tvivl om teksten,da jeg selv mente at jeg (på den hårde måde) havde lært,at vi kun har ét liv,til at få det ud af det som vi gerne vil.. Så kan man snakke om tidligere liv,eller genfødsler - men jeg tror på,at vores pligt i det liv vi lever nu, er at gøre op med os selv hvad vi gerne vil have ud af det..

Efter bruddet med min eks-kæreste,gik det virkelig op for mig, at det er egne valg og beslutninger der ligger til grund for hvad vi oplever - eller går glip af.. 

Jeg lever efter,at jeg kun har det her ene liv og én chance til at få det bedste ud af det og derfor er jeg rigtig glad for min første tatovering,som sidder på mine ribben på højre side (AV!)

Min 2. tatovering fik jeg lavet for nu 6mdr siden og den sidder (som I kan se) henover min venstre skulder.. Det kan være lidt svært at se på billedet,men der står "Maybe I am like no other"..

Jeg er sådan indrettet,at jeg tænker rigtig meget over alting.. Derfor kan jeg vælge det korte eller det lange svar,når folk spørger hvorfor jeg fik denne tatovering lavet og når jeg nu skal prøve at forklare Jer det..

Det korte svar er vel,at jeg ikke er som alle andre - det er mest fordi jeg håber vi allesammen er vores egne og at ingen er fuldstændig ens..

Men allerede når jeg giver folk dette svar,starter en kæmpe debat i mit hoved! Er vi virkelig allesammen forskellige? Kæmper vi hver især vores kamp for at være vores egne, eller kæmper nogle af os endda for at være nøjagtig som gennemsnittet? Hvordan ville verden se ud, hvis vi alle i bund og grund var henholdsvis ens eller forskellige? Og er vores ligheder og/eller forskelligheder overhovedet så markante som de kunne ha været? Og jeg kunne blive ved med at stille spørgsmål!

Disse spørgsmål,vil jeg lade min inde debat om at drøfte - men i bund og grund fik jeg nok lavet denne tatovering, fordi jeg siden 12-års alderen aldrig selv har været i tvivl om at jeg er anderledes.. Nu har jeg i mere end 10 år kæmpet med følelsen af at være forkert, men med tatoveringen, føler jeg at jeg har afsluttet et kapitel i mit liv.. Jeg har givet mig selv lov til at være anderledes! Jeg ER ikke som andre og det synes jeg egentlig er noget af det der gør mig så pokkers charmerende ;)

bluebird

Charles Bukowski - Bluebird

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but I'm too tough for him..
I say 'stay in there!
im not going to let anybody see you.'

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but I pur whiskey on him
and inhale cigarette smoke..
and the whores and the bartenders
and the grocery clerks
never know that he's in there.

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but I'm too tough for him..
I say 'stay down,
do you want to mess me up?
you want to screw up the works?'

there's a bluebird in my heart
that wants to get out,
but im too clever.
i only let him out at night sometimes,
when everybody's asleep.
I say 'I know that you're there,
so don't be sad.'
then I put him back,
but he's singing a little in there.
I haven't quite let him die,
and we sleep together like that
with our secret pact.
And it's nice enough to make a man weep.
but I don't weep..
do you?

"it's the only one you've got"

how do you know where you're going,

when you don't know where you've been?

you hide the shame that you're not showing

and you won't let anyone in..

a crowded street can be a quiet place,

when you're walking alone..

and now you think that you're the only

one who doesn't

have to try

and you won't have to fail..

if you're afraid to fly,

then i guess you never will !

you hide behind your walls

of maybe nevers,

forgetting that there's something more,

than just knowing better..

your mistakes do not define you now,

they tell you who you're not..

you've got to live this life you're given,

like it's the only one you've got !

memories have left you broken

and the scars have never healed..

the emptiness in you is growing,

but so little left to fill !

you're scared to look back on the days before,

you're too tired to move on..

and now you think that you're the only one who doesn't

have to try

and you won't have to fail..

if you're afraid to fly,

then i guess you never will !

you hide behind your walls

of maybe nevers,

forgetting that there's something more

than just knowing better..

your mistakes do not define you now,

they tell you who you're not..

you've got to live this life you're given,

like it's the only one you've got !

what would it take

to get you to say that i'll try?

and what would you say if

this was the last day of your life?

you hide behind your walls,

of maybe nevers..

forgetting that there's something more,

than just knowing better..

your mistakes do not define you now,

they tell you who you're not !

you've got to live this life you're given,

like it's the only one you've got !

spørgsmål..

..

Hvem er jeg? Hvad laver jeg her? Hvad er det jeg kæmper for? Hvad prøver jeg at opnå? Hvad skal jeg nå? Hvad når jeg overhovedet? Får jeg det bedre end jeg har det nu? Hvorfor fylder mine tanker så meget? Hvorfor kan jeg ikke finde svar på mine spørgsmål? Finder jeg nogensinde svar på dem? Hvad er meningen med livet? Hvad er lykken? Findes lykken overhovedet? Hvad er meningen med livet? Får jeg nogensinde ro på mine tanker? Hvad skyldes alle disse tanker? Vil jeg nogensinde kunne se fremgang i alt det her? Vil jeg nogensinde få følelsen af,at jeg har det bedre?

Jeg har det ikke så godt for tiden

Distriktpsykiatrien

Idag har jeg været til første konsultation hos min nye læge :)

Hun virker rigtig sød - og jeg er nu blevet henvist til distriktpsykiatrien her i byen, så nu venter jeg bare på at høre noget fra dem,så jeg forhåbentlig kan starte i behandling dér..